Det er ikke fordi, vi som sådan skal spørge om lov, og med mindre ting er det oftest bare et spørgsmål om at skrive det i kalenderen, for så kan vi begge vi begge se det. (Google kalendre med deling er en lifesaver for vores organisering!)
Når vi bruger frasen "Jeg lige høre min mand/kone, om jeg kan", så lyder det tilsyneladende, som om vi skal hjem og søge tilladelse. Det bliver i hvert fald tit opfattet sådan, og omverdenen møder os med et "Ej, helt ærligt, det bestemmer han/hun ikke!"
Og nej, det gør vi ikke. Men det handler om respekt for den anden.
Hvis min mand sidder fredag med kollegerne, og der er ved at gå fyraftensøl i den, så ringer han hjem og spørger, om det er OK, at han bliver hængende. Og netop fordi han ringer og spørger mig, så skal der være rigtig gode grunde til at jeg svarer nej.
Det handler ikke om, at jeg skal give ham min tilladelse. I virkeligheden er det et retorisk spørgsmål. Ordene betyder måske "må jeg godt?", men indholdet er faktisk "blot til din oplysning". Men ved at give den anden muligheden for at sige "Åh, kan jeg sige nej? Jeg har to børn med lort til nakken, et tredje, der kaster op, maden er brændt på, og der er spildt mælk på gulvtæppet" og vide, at et således velbegrundet nej ville blive hørt og respekteret, så er man meget mere indstillet på at sige "Selvfølgelig kan du det - jeg glæder mig, til du kommer hjem!" og så pakke sin egoistiske jeg-vil-ikke-dele-mit-legetøj-følelse væk.
Samtidig så HAR jeg da sagt nej en gang, hvor jeg savnede ham så inderligt, efter et par hektiske uger, hvor vi kun havde set hinanden om morgenen. Jeg bad ham om at komme hjem og være sammen med mig og børnene i stedet, og da han fik tænkt over det, så kunne han godt se min pointe.
Vi er begge voksne mennesker, der bestemmer over os selv, men vi er også voksne mennesker, der indgår i et tæt team omkring vores familie. Og det kræver - for os - at vi afvejer vores individuelle behov for at komme ud og lege med behovet for at bygge lidt på vores fælles hule.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar