Frit løb for mental ekshibitionisme!

En bekendt forslog mig at skrive en blog, fordi jeg skrev så godt.

Det blev jeg selvfølglig meget smigret og rørt over, og tanken har rumsteret i mig lige siden.

Jeg er så begyndt at følge forskellige blogs. Det startede med Maren (hende med de skønne tændstiksmænd i Politiken), og fra hende blev jeg sendt videre til Superheltemor (som dog desværre - åh, jeg bandede højt! - stoppede med at blogge cirka to uger efter jeg havde grinet og grædt mig igennem hele hendes blog om hende og hendes herlige familie) og StineStregen (som jeg har SÅ meget lyst til at få som veninde - uanset hvor stalker-agtigt, det lyder), der sendte mig over til HverdagsNadia (som er verdens skønneste Ph.D-gravhund!). Derudover følger jeg med på Til Mit Skønne Barn, der er en smuk, kærlig og rørende blog fra en mor til hendes transseksuelle barn.

Jeg hygger mig med at læse de forskellige blogs, og jeg får lyst til at tilslutte mig bloggeriet, når jeg læser dem, men det har også givet mig flere spørgsmål end svar.

For jeg har lyst til at blogge og skrive og kaste mine tanker om alt og ingenting ud og få respons.

Jeg kunne gøre det samme med hyppige Facebook-opdateringer, men på en eller anden måde virker det bare mere ynkeligt og "få-dig-et-liv"-agtigt, end at have en blog.

Men hvordan skriver man en blog, så man ikke udleverer sig selv og sine kære, men stadig er interessant?
Hvordan skriver man om de store og tunge ting, uden at man samtidig blotter sig for meget og får trådt over nogens tæer?

Skal man forsøge at være anonym? Hvor meget selvcensur skal man underlægge sig? Skal man altid spørge dem, man skriver om, om man må skrive om dem?

Men nu har jeg besluttet mig for at kaste mig over konceptet, og så må jeg se, hvad det bringer. Om det kun bliver ligegyldige tanker, eller om jeg også tør skrive om større ting. Om jeg bliver sablet ned af mine nærmeste for at udlevere dem.

Min tanke er at få afløb for MIN hang til mental ekshibitionisme - ikke at hænge nogen ud.