Kender I det (spørger jeg retorisk), at man har nogle bekendte i sit liv, der teknisk set er venners venner, og som man derfor ikke ser så ofte, da det kun er når det fælles bindeled inviterer, man ses? Men som man alligevel holder meget af og føler sig forbundet til?
Sådan har jeg det med mine forældres venner.
Da jeg var barn, blev vi altid slæbt med, når mine forældre skulle til middag hos deres venner. Vi var 5-10-15 yngre end vennernes børn, så tit var de her aftner noget med to voksne par, og så os to søstre. Vi havde altid noget med at underholde os med (legetøj eller bøger), og i løbet af aftenen fik vi nattøj på og blev puttet i en lånt seng.
Jeg husker den slags aftner som være forbundet med en stor tryghedsfølelse og en masse hygge. Og aldrig har jeg følt mig i vejen.
Derfor er det nogengange lidt trist at jeg ikke ser mine forældres venner så meget. Det er voksne mennesker i mit liv, som altid har været der. Nogen af dem så meget, at jeg betragter dem som lige så tætte som onkler og tanter.
I morgen skal jeg til fest hos mine forældre, hvor det kun er deres venner, der kommer. Jeg er kommet med på afbud, og jeg bliver den eneste under 55. Og jeg glæder mig som et lille barn til at se alle de "rigtige voksne", som jeg synes, jeg ser alt for sjældent.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar