Samværsordninger

Som bonusmor er min indgangsvinkel til alt, hvad der drejer sig om delebørn selvfølgelig min mands perspektiv - delefaderens perspektiv.

I dag i forum faldt snakken på "hjem": Har bonusbørn et eller to hjem? Har børn behov for en fast base, hvor de er mere end 50% af tiden, eller er det bedst at være lige meget hos begge forældre?

Én nævnte en tommelfingerregel om: "i de yngre år (dvs. før skolealderen): én overnatning pr. år barnet er."

Jeg blev både rystet og gal.

Helt ærligt: Én - EEN ENESTE - overnatning hver anden uge for et 1-årigt barn?!? To med en 2-årig?!?

Jeg fatter ikke, hvor den tommelfingerregel er opstået.

Langt de fleste børn i dag er et fælles projekt i den betydning, at der er rimelig ligelig deling af de børne-relaterede opgaver. Barslen er delt, begge forældre bader og klæder og mader, begge forældre trøster om natten.

På hvilken måde er det rimeligt at adskille barnet fra den ene forældre - som oftest faderen?

En skilsmisse (uanset om forholdet er papirløst eller ej) er en traumatisk oplevelse for alle parter. Og særligt for børn, der ikke har valgt det, og ikke nødvendigvis forstår det. Pludselig bor den ene eller begge forældre et nyt sted og ikke sammen. Barnets hverdag bliver vendt op og ned.
Hvorfor i alverden så føje yderligere traumer til barnets verden ved at fratage det den regelmæssige kontakt med og kærlighed og tryghed fra den ene forældre?

Og hvis man sætter samværet så lavt med et lille barn, hvordan skal man så kunne bevare og udbygge en relation, så man naturligt øger samværet med tiden? Vi ved alle, at for at bevare venskaber, så kræver det tid til hinanden. Og det samme er naturligvis også tilfældet med børn. .

Som forældre gør jeg meget ud af at mine børn ser deres bedsteforældre og andre vigtige familiemedlemmer så ofte som muligt. Det er tydeligt, at jo oftere de ses, desto mere tryg er de.

Man skal da både være blind og døv for ikke at forstå, at det samme sker med forældre. Hvis et lille barn pludselig kun ser sin far (eller mor) én dag hver anden uge, så er det logik for burhøns, at barnet nemt kan "glemme" forældreren og reagere voldsomt. Hvilket kan bruges som argument for at samværet ikke skal sættes op. Og så har samværsforældreren tabt sit barn.

Jeg er meget varm fortaler for det, der heder "deleordning" - det vil sige 7/7. (Og i en sidebemærkning: Hvorfor hedder det "deleordning"? Alle ordninger er vel en deling - det er bare ikke alle, der er lige!)

Jeg tror fuldt og fast, at børn har brug for begge deres forældre, fordi deres forældre har forskellige egenskaber og kan give noget forskelligt. 
Hvis Den Kloge Mand og jeg gik fra hinanden, så er mit udgangspunkt 7/7, for jeg er ikke deres far, og jeg har ikke hans kvaliteter. Jeg kan ikke give dem de ting, han kan. Jeg har så nogen andre kvaliteter og kan give dem noget andet, som han ikke kan. Derfor er det min overbevisning, at vores dejlige børn har behov for os begge for at blive hele mennesker. Og mit hjerte ville ikke kunne bære, hvis mine skønne børn skulle undvære deres højtelskede far mere end allerhøjst nødvendigt.
Selvfølgelig skal man i en skilsmissesituation være hyperopmærksom på barnets reaktioner, for der er forskel på børn. Nogen er i en periode meget nært knyttet til den ene eller den anden forældre - nogen har behov for at føle, at de har ét hjem og besøger den anden - nogen vil hellere have længere perioder.
Uanset hvordan den konkrete ordning laves, så tror jeg dog, at tættest muligt på 50% deling af tiden er det bedste udgangspunkt. Måske skal det i en periode være i korte intervaller - måske i perioder længere - måske skal fordelingen være skæv. Men jo mindre børnene er, desto vigtigere tror jeg, det er med ligelig fordeling. Efterhånden som de bliver ældre, kan de bedre selv administrere og forstå delingen og at have kontakt med den forældre, de ikke er sammen med, og de kan bedre selv mærke, hvor og hvordan de får den største ro.

Jeg tror simpelthen ikke på tesen om, at "man" har brug for én fast base for at have ro i sit liv. Nogle har måske, men ikke alle. Og bestemt ikke jeg. Jeg kan ikke forstå, at det skal være så indlysende.

"Home is where the heart is", hedder det sig. Og i min opfattelse, så har de fleste af os spredt vores hjerte lidt ud over landskabet. Skilsmissebørn har det tydeligt delt mellem hjemme hos mor og hjemme hos far, men vi andre (der ikke er fra delte hjem) gør det også: Mit hjerte er delt mellem vores hjem og mine forældres hjem. Min datters hjerte er vist spredt ud mellem derhjemme, Mormor og Morfar og børnehaven. 

"Hjem" og "base" behøver ikke være mere kompliceret end at det er dér, hvor man føler kærlighed.
Og her har de skilte forældre en vigtig opgave ved at styrke børnene i, at det er okay at føle sig hjemme begge steder: Sig "dit hjem hos mor" og "dit hjem hos far". Ikke "ude/over hos...". Giv dem lov til at få en base med to ben og ikke kun et.