Da jeg i går aftes blev modtaget med kærlighed og savn fra min kære datter, så fortsatte hun efter "Mig savne Mor i dag!" med at sige "Mig osse savne Storesøster! Og mig osse savne Storebror!"
De var ikke hjemme, forstås.
Det skærer mig lidt i hjertet, når de små fællesbørn savner de store delebørn.
Der er ikke noget at gøre ved det, for de store børn ER delebørn, og de SKAL være hos begge forældre.
Men det får mig til at tænke over, at der faktisk ikke er særlig meget snak om og undersøgelser af, hvordan "fælles kuld" i en skilsmissefamilie trives. Og hvad de trives bedst i.
Egentlig er det vel lige så interessant at undersøge, hvordan fællesbørn får den bedst mulige barndom. Selvfølgelig er situationen jo variabel alt efter aldersforskellen, kemien og forholdet generelt, men uanset hvad, hvordan skaber man et hjem og et liv for fællesbørn, hvor det ikke er en belastning at de større halvsøskende kun er der en del af tiden?
På den ene side kan der være savn af søskendene, når de er væk, og på den anden side kan der være en irritation over dem, når de er der, og man skal dele forældrenes tid og opmærksomhed.
Hvad er godt at gøre? Hvordan hjælper jeg mine børn, så de ELSKER deres store søskende og nyder det, når de er herhjemme, men SAMTIDIG sikrer, at de ikke går og lider afsavn, når de ikke er her?
Damn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar