Forleden mødtes jeg med en lidt perifær veninde, som jeg ikke har set i årevis. Det var sjovt og hyggeligt, men vi er godt nok ikke det samme sted i livet.
Det er jo i udgangspunktet heller ikke nødvendigt for at kunne lide hinanden.
Men jeg må indrømme, at al min tolerance og accept bliver meget intellektuelt og meget lidt ment, når hun sidder og udbreder sig om, at hun ikke gider andres børn, at børn er klamme, og at hun kun kan holde sine nevøer ud, hvis hun har dem to ad gangen, og de skal være store nok til at være renlige.
Hun er i sin gode ret til at have sin holdning. Og børn ER jo klamme med alle mulige kropsvæsker, der vælder ud af begge ender.
Men jeg blev alligevel stødt, fordi jeg føler, at hun nedgør og ringeagter mit liv.
Og når hun direkte siger, at hun ikke vil besøge mig, selvom mine børn er puttet, fordi det er et børnehjem, og hun ikke gider børn, så tænker jeg bare, at der ikke er basis for nogen form for forhold mellem hende og mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar