Sider

onsdag den 2. oktober 2013

Efteraber

Jeg bliver påvirket af mine omgivelser.

Bevares, det gør alle, men jeg bemærker det jo naturligvis kun med mig selv.

Når jeg læser på andres blogge, så bliver jeg påvirket af deres skrivestil. Deres ordvalg og kadance. Den farve, deres indlæg har.
Jeg er begyndt at bruge ordet gnattet. Et ord, jeg ikke kendte til eksistensen af, før jeg begyndte at læse Maskinmesterens blog.

Når jeg er sammen med folk, der taler med accent (typisk jysk), så begynder jeg at abe efter.

Og det er alt sammen ubevidst!

Jeg har en gang siddet med en flok jyder og fået spørgsmålet "Nå, hvor i Jylland er du fra?" "Nordsjælland" svarede jeg med lille stemme. Og så fik jeg en kæmpe skideballe over at gøre grin med jyder.

Men det gør jeg altså ikke!

Jeg kan altså ikke gøre for det!

Det må være et ubevidst behov for at tilpasse mig mine omgivelser. Et overlevelsesinstinkt. Jeg er et byttedyr, og jeg vil gerne undgå at blive ædt af de farlige rovdyr.

*piv*

Ingen kommentarer:

Send en kommentar