Jeg er jo som tidligere nævnt bonusmor til Den Kloge Mands børn. Jeg har kendt dem i fire år, og det er jo for dem og deres livslængde længe.
Det er både en daglig selvfølge og en daglig udfordring, men jeg føler, at jeg (i hvert fald lige pt.) klarer det meget godt. Ikke desto mindre er det nok noget, jeg kommer til at skrive rigtig ofte om, for det fylder meget i mit liv - også fordi jeg vælger at lade det fylde ved at tænke og reflektere meget og ved at sparre og dele erfaringer med andre bonusmødre.
Allerførst er det måske værd at nævne, at jeg selv kalder mig bonusmor. Man kan sætte mange etiketter på den rolle, jeg har:
Fars kæreste: er i mine øjne én, der er kæreste med manden, men ikke går mere op i børnene, end hvis det var noget andet af hans medbragte bagage (fisk, tennis, musiksmag). Det kan da være dejligt befriende at sige "dine børn = dit problem", men man kan også risikere at føre to adskilte liv: Livet-når-børnene-er-hos-deres-mor og Livet-når-børnene-er-her. Det ville for mig give et for skizofrent liv, hvor hverken jeg eller manden kunne være fuldt ud os selv hele tiden. Jeg er enig i, at man som kvinde vælger manden og bliver forelsket i ham, og så kommer hans bagage med. Men jeg mener også, at når bagagen er børn - altså mennesker - så har man et større ansvar for at rumme og engagere sig i den bagage.
Papmor: synes jeg lyder virkelig grimt og nedværdigende. Som noget kedeligt, brunt noget, der klasker sammen ved den mindste regnbyge. Omvendt, så er det gerne den etiket, jeg sætter på mig selv, hvis jeg fornemmer, at det er dét, mine omgivelser forstår. Hvis de ikke forstår bonusmor, men kigger undrende på mig, så prøver jeg med papmor.
Stedmor: er næsten den værste. Dels er der alle de mange eventyr, hvor stedmoren er den onde kælling, der på ingen måde vil børnene det godt (Snehvide, Askepot, Hans&Grethe - fortsæt selv listen), men nok så vigtigt, så tænk over, hvad ordet egentlig indebærer: STEDmor. Altså at træde i stedet for deres mor. Og helt ærligt: Det kan man ikke. Ikke 100%. Man kan ikke give dem den ubetingede kærlighed, som deres mor kan give dem - og man kan ikke få den samme kærlighed, som de giver deres mor. Jojo, man kan varetage en masse mor-opgaver i hjemmet, men det samme kan en bedstemor eller en au pair eller Mary Poppins, så det at løfte en del af opgavebyrden er ikke i sig selv nok til betegnelsen 'sted'. Man er i mine øjne først rigtig stedmor, når man faktisk er den rigtige mor bare uden biologi.
Bonusmor: er derfor i min opfattelse det bedste. Det signalerer, at man er en mor-type, der altså deltager i familien på lige fod med far, men også at man er noget ekstra og uventet. Noget, man ikke havde regnet med.
Og ja, det er da ikke altid, at bonusmor og bonusbørn rent faktisk er en bonus for hinanden. Nogen gange er der meget mere 'sted' over det. Men jeg tror også på, at ved at italesætte relationen som 'bonus' - altså som noget positivt og dejligt - så forstærker man billedet af, at det ER dejligt at være blevet tvunget i familie sammen på grund af en mand og far.
Og det er jo netop det, man er: Blevet tvunget. Især børnene. De voksne har haft mulighed for at tænke over, om de er nok kærester til at ville møde hinandens børn, men børnene har ikke noget valg. De kan hverken vælge til eller fra.
Og når man møder nye mennesker, så er der bare nogen, man klikker med, og nogen, man ikke gør. Og hvis man ikke umiddelbart klikker med børnene, så kan det godt være meget op ad bakke at være andet end Fars Kæreste.
Min tilgang til hele det sammenbragte cirkus er, at jeg kendte antallet af spillere, da jeg gik ind i det. Jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg gentager: JEG VIDSTE IKKE, HVAD JEG GIK IND TIL. Det gør man ikke. Man ved faktisk ikke, hvad det er, før man står midt i det. Men jeg vidste, at det her ikke bare var mig og fyren, der skulle finde ud af noget. Der var også hans to børn og hans ex, som ville være spillere på min bane. For altid. Og derfor er der nogen overvejelser, der skal gøres og nogle snakke, der skal tages.
For mig har det virket at tage bonusmorhatten på og gå all-in. Hvem der henter og bringer og bader og fodrer og putter afhænger ikke af biologi, men af hvad der fungerer praktisk for os. Vi har en rutine nu, hvor forældreopgaverne er rimelig ligeligt fordelt, og hvor det ikke bare er mig, der er serviceorganet i baggrunden, mens far har kontakten i forgrunden. Eksempelvis er det ham, der læser godnathistorie og børster tænder, og så kommer jeg og synger godnatsang og putter.
Selvfølgelig er der stadig forskel på os. For Far er ♥Far♥, og hvis de har mareridt om natten, så er det ham, de kalder på. Og sådan skal det også være.
Jeg har ikke en forventning om at blive placeret på samme niveau som deres mor og Far i deres kærlighedshiraki. Men jeg - og min Kloge Mand - har en klar forventning om, at jeg bliver respekteret og lyttet til på lige fod med ham.
Og det bringer mig til en eftertanke:
Man kan møde mange fordomme fra De Uvidende Omgivelser, og en af dem er, at "man skal elske hans børn som sine egne". Svaret er nej. Det skal man ikke. Hvis der er nogen, der kan det - jamen, hurra for det! Skønt! Men det er ikke noget, man skal, og det er ikke et krav. Ingen forventer jo af børnene, at de skal elske bonusmor som deres egen mor. Så hvorfor skal bonusmor elske bonusbørnene som sine egne?
Man skal behandle alle børn ens, og her mener jeg skal med de største, fedeste bogstaver, man kan finde. Men man kan ikke tvinges til at elske nogen, og ingen bliver lykkelig af at slå sig selv i hovedet med sine egne følelser.
Jeg elsker mine bonusbørn. Jeg elsker dem ikke som mine egne, men jeg elsker dem ikke desto mindre. Der er i min definition af 'elsker' og 'kærlighed' plads til mange former og styrker, og de to unger har altså en plads i mit hjerte, som er deres.
Samtidig, så elsker de jo heller ikke mig som de elsker deres mor og Far, selvom jeg ikke er i tvivl om at de elsker mig på en eller anden måde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar