Mere om kønsroller

Som tidligere nævnt, så ville jeg ikke have noget imod at påtage mig rollen som hjemmegående husmor, mens Den Kloge Mand var den udearbejdende far. Som de fleste andre har vi dog ikke økonomi til det, så det sker ikke.

Det er en bagstræberisk tankegang, hvis man har røde strømper på, men mit syn på ligestilling er, at ægte ligestilling er lige muligheder.

Forstået på den måde, at man - uanset køn (eller nationalitet, religion, etnicitet, alder, osv) har lige muligheder for at forfølge sin egen drøm. Men vel at mærke sin egen. Uanset om det er en drøm om at være statsminister eller hjemmegående.

Jeg så et program på en af DR-kanalerne for nyligt, som med udgangspunkt i Canada snakkede om feminisme og ligestilling. De havde en del gode pointer, som enkeltstående nok kan få enhver til at fare i flint over det skævvredne samfund, men som måske godt kan tåle en modsigelse.

Blandt andet hentede de noget statistik frem om, at kvinder udgør 50% af arbejdsstyrken med kun 10% af lønnen. Skandale? Ja, det er det da. Medmindre vi er ude i, at de mange arbejdende kvinder findes i erhverv med relativt lav løn (sygeplejersker, pædagoger, rengøring, osv), men mændende skal findes på direktionsgangene. Så er det ikke underligt, hvis kvinderne får mindre end 50% af lønsummen.

Er det så ikke et problem, at kvinderne ikke findes på direktionsgangene? Jo, bestemt - under den forudsætning, at de vil være der. Hvis kvinder systematisk støder hovedet mod et 'glasloft', som det hedder, og horder af kloge, veluddannede, motiverede og ambitiøse kvinder holdes ude fra de tunge, vellønnede, indflydelsesrige poster, så er det denondehylemig et problem!

Men min påstand er, at det er ikke sådan, det forholder sig. Der ER kvinder, der stræber højt, men der er også mange kvinder, der ikke gør det.

Og i mine øjne, er kvoter absolut ikke en løsning. Det nytter ikke at ansætte efter kvoter, hvis man ikke har kvalificerede kandidater til posterne. (Og personligt ville jeg have det elendigt med usikkerheden om, om jeg var ansat på grund af mine kvalifikationer eller på grund af mit køn)

Problemet med kvoter er flerfoldigt:

1. Hvis man indfører kønskvoter, er det så ikke diskriminering? Man kan kalde det positiv særbehandling eller ligestillingskvoter eller hvad-du-end-vil, men faktum er, at halvdelen af befolkningen sorteres fra alene ud fra noget, de ikke er herre over.
2. Hvordan kan kvoter sikre den bedste kandidat til jobbet? Som arbejdsgiver er målet at få den bedste medarbejder, som man tror, kan bestride jobbet bedst muligt, og som vil gavne virksomheden mest muligt. Det er da ikke i orden at få at vide, at man har ufravigelige krav til kandidaten, som intet har med jobbet at gøre. Pludselig skal man vælge mellem en mindre pulje og vælge den bedste af dem - uanset om de faktisk ikke er de bedste.
3. Hvorfor er det kun top-posterne, der kræver kvoter? Hvorfor ikke kvoter for minimumsantal mandlige pædagoger, sygeplejersker eller jordmødre?
   Jeg er så heldig, at der er mandlige pædagoger i mine biobørns institution, men de er få, og de er unge, så de sætter ikke dagsordenen. Det gør alle de 40-55-årige kvinder. Åh, hvor ville det være godt med nogen 30-40-årige mandlige pædagoger, som kunne give en anden vinkel! (Det sagt, så er jeg og børnene meget glade for deres institution og har intet at udsætte på den)
   I Fodboldlegendens børnehave er der mandlige vikarer, men ikke fastansatte mænd. Og Fodboldlegenden er om nogen en dreng, der orienterer sig efter de store hanner. Sin far, sin farfar, min far, mine fætre, min nevø - store drenge og mænd er bare SÅ meget federe end kvinder eller jævnaldrende piger, og han har et stort behov for mande-tid. Det har han haft al den tid, jeg har kendt ham. Tænk, hvad han kunne få ud af nogle faste, mandlige rollemodeller i sin børnehave!
   Men dér er der intet med kvoter.
4. Er det ikke bare begyndelsen på et skråplan? Hvis der skal være kvoter for køn, hvorfor så ikke for race? Alder? Handicaps? 

Jeg får altså lidt fnidder, når feminisme og ligestilling mest af alt ser ud til at handle om at rage til sig i toppen uden at tænke på bunden.

Der, hvor ligestillngskampen har sin berettigelse er, hvis mænd og kvinder i samme job ikke får lige løn.  Og her tænker jeg ikke på jobs, hvor man selv er med til at forhandle sin løn, for dér vil der opstå forskelle mellem folk, og erfaringsmæssigt er mænd åbentbart bedre i lønforhandlingssituationet. Men i jobs, hvor der ikke er individuel forhandling, skal der ikke være forskelle. Punktum. 

Men det har man jo heller ikke mere. I 50-60'erne var det almindeligt, at de danske kvindelige fabriksarbejdere tjente mindre end deres mandlige kolleger, og dét var bare ikke i orden.

Jeg tror på, at der er biologiske forskelle mellem mænd og kvinder, som vi ikke overkommer før om mange generationer. Vi må erkende, at rent ur-evolutionsmæssigt, har mænd og kvinder skullet have forskellige kompetencer. Dette er ikke en undskyldning for sin opførsel, men de små forskelle kan være med til at forklare en tendens i samfundet. 

Ud fra mine egne observationer, så er der forskelle på mænd og kvinder:

• mænd har langt højere tanker om sig selv end kvinder. En kvinde vil oftere end en mand sige "åh, det er jeg ikke så god til", hvor en mand med de samme evner oftere vil sige "ja, det er jeg skide god til"
• mænd er bedre til at uddelegere end kvinder. Hvis mænd uddelegerer, så stoler de på, at opgaven bliver løst, og hvis den ikke gør, så er de ikke bange for at kritisere og placere ansvar. Når kvinder uddelegerer, så tjekker de, om opgaven bliver løst og om den bliver løst rigtigt (= på den måde, de synes, er rigtig). Det betyder, at de bruger tid på en opgave, som de egentlig burde have andre til at løse. Og det er tid og kræfter, de så ikke kan bruge til andre opgaver. 

Dette er naturligvis grove generaliseringer, og det gælder ikke i lige udpræget grad for alle. Men jeg ser det i mig selv, i mine forældre, i venner og veninder i et bredt aldersudsnit.

Det betyder ikke, at man bare skal sige "jeg kan ikke gøre for det - det er min biologi". Tværtimod! Det betyder, at man skal gøre sig sine handlemåder bevidst, og overveje alvorligt, om det er den måde, man vil reagere på, eller om man skal arbejde målrettet på at ændre sig.

Deruover er der flere tusinde års kultur, som også skal overvindes, og dér er der ting, som skal bekæmpes! Uanset hvad vi siger, så har vi nogle forventninger, som vi skal være bevidste om. Det gælder udadtil i mødet med andre, men det gælder også indad i de små hjem. Vi forventer, at vuggestuepædagogen er kvinde, og at VVS'eren er mand. Vi forventer at sygeplejersken er kvinde og lægen mand. Vi forventer at dansklæreren er kvinde og matematiklæreren mand. Vi forventer, at mor tager børnene til lægen og far tager børnene til sport.

Vi forventer mange små ting hele tiden, og det er med til at skabe en kultur, hvor det er svært at se mænd og kvinder i bestemte erhverv. Og løsningen er i mine øjne IKKE at sætte kvoter for toppen, der skal være opfyldt om 5-10 år. Hvis det rigtig for alvor skal virke og blive naturligt, så skal det starte i bunden. Der skal være lige så mange mandlige pædagoger og SOSU'er, som der er kvindelige. Lige så mange kvindelige mekanikere, malere og murere, som der er mandlige.

Problemet er bare, at det - ligesom i toppen - kan ikke lade sig gøre uden et vist element af tvang. Når mænd og kvinder søger forskellige uddannelser, så skyldes det forskellige interesser. Hvorfor interesserne er forskellige, kan man diskutere, men faktum er, at kvinder generelt set er mere interesseret i omsorgs-/service-sektoren end mænd, hvor mænd er mere håndvæksmæssigt interesseret.

Hvad er løsningen? Hvordan tvinger man kønnene til at få ens interesser og ambitioner?

Og skal de have det? Er det måske ikke meget godt, hvis der stadig er en forskel?