Jeg kan se i min kalender, at meget af mit sociale liv hænger sammen med min aktivitet i Bonusmor-gruppen. Jeg har frokostaftale med den ene, formiddagskaffe med den anden, aften-gåtur med den tredje, middag med den fjerde-syvende, åbne samtaler på Facebook, hvor jeg snakker med flere.
Jeg undrede mig lidt over, hvordan det kunne fylde så meget, når jeg jo egentlig ikke har problemer i min sammenbragte familie, men faktisk synes, at min familie og mit liv og min hverdag er dejlig og lykkelig.
Men så alligevel giver det jo fin mening.
I løbet af vores liv omgiver vi os med dem, der minder om os. Dem, der leger det samme som os i børnehaven. Dem, er går til det samme i skolen. Dem, der går på samme gymnasium og har samme interesser. Dem, vi går på studie med. Dem, vi får børn samtidig med.
Det er jo ikke unormalt, at når man skifter "livs-situation", så kan det koste venskaber, fordi man udvikler sig i forskellig retning. Jeg har mistet venner, da jeg fik børn, fordi vores liv og frihedsgrader blev så forskellige.
Men jeg har også fået nye venner og uddybet eksisterende venskaber, fordi de havde bedre forståelse for mit liv og mine valg og havde det fint med dem. Nogen af dem har overrasket mig, fordi jeg ikke havde forventet at halv-perifære single-veninder på kollegie ville udvikle sig til gode veninder, der synes det er hyggeligt at blive inviteret til aftensmad på en hverdag med børn og almindelig dagligdag.
Men netop derfor burde det jo ikke undre, at jeg finder venskaber og fællesskab med andre bonusmødre. Vores livssituation er ikke unik (for mange lever jo i sammenbragte familier), men der følger nogle specielle praktiske udfordringer med at være sammenbragt familie, som en traditionel familie eller forhold uden børn eller singler ikke har.
Og det gør mig bestemt ikke noget. Det er kloge, reflekterende, stærke og kærlige kvinder. Jeg kan godt li' dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar