En bekendt af mig fortalte mig en historie forleden, som chokerede mig dybt. Den har ligget og rumsteret i baghovedet på mig lige siden, for selvom jeg er helt klar over, hvad jeg synes, så kan jeg godt se den anden side.
Historien er:
En 5.-klasse bliver enige om en ugentlig kageordning, og en elev laver skema for det. Alle burde være glade.
Men så kommer mødrene på banen på skolens IntraNet. Mødrene til piger, vel at mærke, som melder ud, at "flere piger tænker på deres figur, så derfor mener de, at kage-ordningen skal erstattes med en 'sund ordning' i stedet". Klasselæreren lukker diskussionen og siger, at de har snakket om det i klassen, og er blevet enige om at ændre kageordningen til 'sund ordning'.
Men min bekendtes dreng har en anden version. Han siger, at de fik valget mellem 'sund ordning' eller 'ingenting'. Drengen og hans venner er ikke specielt begejstrede, og spørger derfor:
"Hvorfor skal andres forældre bestemme, hvad jeg skal have med?"
"Hvorfor kan man ikke bare sige nejtak til kage, hvis man ikke synes, man har godt af det?"
"Nu havde vi lige besluttet en kageordning i klassen og lavet skema, og så får vi ikke lov alligevel - hvorfor er det fair?"
Endnu en grim krølle på sagen er, at da en pige så havde dadel/appelsin/mandel/banan-kage med, så var der grimme reaktioner med "ad" og "øv" og bræk-lyde fra nogen af de andre børn - hvilket jo heller ikke er rart for nogen.
Så hvad er op og ned og ret og vrang i sådan en historie?
Umiddelbart er jeg rystet over, at piger på 11 (ELLEVE!!!) kan være så bekymrede over deres figur, at de undgår kage. Og jeg er endnu mere rystet over, at de har mødre, der støtter dem i det. Det er simpelthen for meget!
Min holdning er, at forældre naturligvis skal sørge for deres børns sundhed, men at det bør ske ved at lære børn om varieret kost og regelmæssig motion - ikke ved at børnene lærer om en kur, hvor de skal undgå visse fødevarer. Kage én gang om ugen burde absolut ikke være dét, der ødelægger et barn (medmindre vi taler om et barn med sukkersyge, men det er jo en helt anden sag).
Det er en sygelig tendens, at børn har voksne tanker tidligere og tidligere. Børn på 11 skulle krafteddeme have lov til at være børn og nyde kage en gang om ugen i klassens time. Så må det være helt op til den enkelte at beslutte
- Hvad de vil have med.
- Hvor meget, de vil tage.
Det er jo fair, at man hellere vil tage vandmelon med. Eller at man helst kun vil have et lille stykke kage (uanset om grunden er kræsenhed eller den slanke linje).
Omvendt kan jeg jo også godt se, at der er en konsensus omkring "sukker og hvede er ondt". Jeg er uenig, men jeg anerkender synspunktet. Hvis man tror på dét, så forstår jeg godt, at man ved vold og magt vil forsvare sit barn mod usund kost og kæmpe for en sund ordning frem for kage.
Jeg synes, at læreren burde have sagt til de bekymrede mødre, at kageordningen blev fastholdt, men at det stod den enkelte frit for, om man ville tage sund eller usund kage med, eller om man ville spise ½ eller 3 stykker. Klassens demokrati er bevaret, men indenfor rammerne er der frihed til personlig udfoldelse.
Det værste er, at jeg er sikker på at det hysteri, som jeg synes mødrene udviser, garanteret er dobbelmoralsk. De spiser sikkert chokolade efter børnene er puttet eller får rødvin til maden lørdag eller tager et stykke af kollegaens kage fredag. Hvorfor kan deres børn så ikke få lov til det samme?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar