Om den glemte frygt for at miste

Jeg er begyndt at læse en ny blog. Den måde, jeg gør det på, er, at jeg finder arkivet og går helt tilbage til det allerførste indlæg, og så læser jeg det hele fra en ende af. Først derefter tilføjer jeg bloggen på Bloglovin', så jeg kan få de nye indlæg og følge med.

Nå, men den nye blog, er infotainer, og hun skriver så dejligt. Men så læste jeg dette indlæg fra forrige år, og det ramte noget i mig.

Jeg har en ven. Vi er ikke gode eller nære venner i den forstand, at vi ses tit eller er hinandens nærmeste fortrolige. Men han er min ældste ven, og jeg holder inderligt af ham.

For efterhånden mange år siden var han ude i overvejelser om en udsending til Afghanistan. Han fortalte mig det til en julefrokost, lige efter at en anden ven havde fortalt, at han skulle afsted til foråret.

Først slog jeg ham hårdt i brystet med knyttede hænder.

Så slog jeg armene om ham og græd al min makeup ud over hans hvide skjorte.

Jeg blev dybt overrumplet af min egen reaktion. Det gjorde han også. Hans blik var fyldt af forvirring og hjælpeløshed over det her tudende kvindemenneske.

Men jeg blev så bange for, at der skulle ske ham noget, at jeg ikke kunne reagere anderledes.

Han kom aldrig afsted.

Jeg har aldrig fortalt ham, hvor glad dét gjorde mig og stadig gør mig.

Jeg havde helt glemt episoden, indtil jeg læste indlægget på Dines blog. Og så kom jeg til at græde lidt over, at jeg følte mig så tæt på at miste et menneske, som - uagtet hvor lidt, vi egentlig bruger hinanden - er så vigtig en bestanddel, at jeg ikke kan forestille mig mit liv uden ham

Han skal være far any day now, og jeg tænker på ham og hans fantastisk søde kone hver dag.