Kender I den der halvt tåkrimmende/halvt overbærende fornemmelse, man får, når børn kommer og vil optræde med et eller andet? Man sidder der og smiler og fake'r begejstring og ros, og børnene er glade og stråler - og derfor er det okay at gøre, synes man.
Når voksne gør det samme, så reagerer man på samme måde, men det er bare meget, meget svært at finde en grimasse, der kan passe.
HVIS man som voksen gerne vil underholde med - lad os bare som eksempel: violinspil - til en fest, så vil det dog gøre det noget nemmere at udholde for resten af selskabet, hvis a) man kan sine numre fuldstændig perfekt - også i dæmpet belysning, og b) man vælger numre, som folk kender, og som man derfor kan nynne lidt med på og blive glade for af den grund.
Men mine forældre virkede glade for at deres ven diverterede med violinspil under middage i går. Men måske kunne de se forbi formen og se indholdet: den kærlige gestus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar