Da jeg her forleden kørte bonusserne i børnehave/fritidshjem, havde jeg et stykke af vejen en taxa liggende i røven på mig.
Ret tæt.
Men ikke tættere, at jeg bremsede foran en fodgængerovergang, så en mor med sin cirka 7-årige datter kunne gå over.
Ikke desto mindre hørte jeg hvinende bremser, og pludselig holdt taxaen på cykelstien ved siden af mig og gloede arrigt på mig.
Nu ramte han ikke mig eller cyklister eller noget, og der var ingen råben eller grimme håndtegn, så jeg trak på skuldrene og kørte videre, omend jeg rystede noget på hovedet over, at han så fortsatte med at køre cirka 2½ meter bag min kofanger.
Jeg bliver - som alle andre - irriteret, når andre opfører sig åndssvagt i trafikken. Om det er at blinke den gale vej eller slet ikke blinke, eller at dytte unødvendigt eller at køre for stærkt, så sidder jeg som en anden helgen og tsk'er af dem.
Men når folk, der lever af at bevæge sig i trafikken opfører sig åndssvagt, så skal jeg tit bide mig i tungen for ikke at hvæse eder og forbandelser efter dem. Taxa-, lastbil- og buschauffører skal leve op til skrappere krav, synes jeg.
Og det er sgu bare så trist, når man får alle sine fordomme om at taxachauffører kører som idioter bekræftet.
PS: Da jeg for snart tre år siden i vinterkaos skulle til fødestuen fik jeg den bedste chauffør nogensinde: Han kørte så jævnt og roligt og forsigtigt og sagde ikke ét ord. Opbremsninger og accelerationer var lavet med æggeskaller under pedalerne - vejbump blev forceret i listetrav - ikke en eneste gang skøjtede han i den snedækkede verden. Havde jeg ikke haft veer, så havde jeg måske haft overskud til at sige ordentlig tak, for han kørte bare så rart!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar