Om børn og skærme

En veninde delte denne artikel fra Politiken forleden. Kort sagt, så er det en Rudolfh Steiner-pædagog, der beskriver en situation på en café, hvor et selskab af seks (?) voksne kommer ind med to børn på cirka 3 og 5, og hvor børnene straks pacificeres med iPads. Hende kronik kredser om, at ved at børn befinder sig bag skærme og ikke får lov til at kede sig og iagttage, så går de glip af meget nærvær og lærdom.

Og tonen, når hun skriver ”Undrende usagte spørgsmål opstår i den lille. Uimodståelig lyst til at røre ved den bløde, buttede øreflip. Samtidig høres og iagttages konversationen, som den lille sidder lige midt i. Mange mærkelige og uforståelige ord og formuleringer høres. Indimellem spændende fortællinger, der fanger interessen lidt. Morfar tænder følsomt og nidkært en cigar, som han derefter kærligt bapper på. - Alt bliver dissekeret ud i fine iagttagelsesbidder, der sidenhen bruges og efterlignes i legen – og i livet.” er jo så fin og sprød, at man straks føler sig nødsaget til at nikke og sige "hvor har hun dog ret!"

Men nej, det synes jeg ikke, hun har. Ja, det er da en sand overskrift (Børn skal have lov til at kede sig), men det har da ikke fornuftens præg at tvinge små børn ind i en voksen-verden uden noget at lave - og derfor har de fornuftige forældre taget underholdning med til deres børn

Hvis underholdningen havde været to biler/et blad/nogle klodser/tusher/en bog/en dukke, havde forargelsen fra forfatteren så været det samme? Næppe.

Der er her tale om forældre, der vil noget, der vel ikke er i børnenes interesse, men for at gøre det til en god oplevelse for såvel børn som forældre og ikke mindst øvrige cafégæster, tager de et ansvar for ungernes underholdning.

Børn, der keder sig, sidder jo ikke bare apatisk stille i flere timer og kigger og lytter. De karter rundt på stolen og piller og klynker og hiver de voksne i ærmerne og fiser rundt i caféen og generer andre. Det resulterer i irettesættelser og konflikter. Er det dét, man vil byde børn, fremmede og sig selv?

Det kan man tage derhjemme, når man har gæster hos sig selv. Men har man valgt at forkæle sig selv med café, er det vel ganske naturligt også at forkæle børnene med underholdning.

"Børn skal ses, men ikke høres", sagde man en gang i ramme alvor (jeg husker det især fra ”Det lille hus i den store skov”), men kravet til usynlighed er bare ikke at børnene skal sidde musestille, men er et krav til forældrene om at skabe nogle rammer, som såvel børn som voksne kan hygge sig i.

Fra jeg var 1½ rejste vi meget med deraf følgende restaurantbesøg. Jeg blev god til at være i byen. Mine forældre havde ALTID noget underholdning med til mig. Pixi-bøger, lego, dukker, tegnesager, osv. Senere stod jeg selv for min underholdning og gik over til at have bøger med, som jeg kunne have næsen dybt begravet i hele aftenen, når jeg ikke spiste. Men det kunne jeg jo også derhjemme i stuen.

Hvis man vender den om og snakker om brug af skærme som et generelt fænomen, hvor forældre (og andre) ikke lader børn kede sig og være kreative, men aktiverer dem ved at stikke dem en iPad så snart de ytrer det mindste om ”jeg keeeder mig – hvad skal jeg lave?”, så har hun en glimrende pointe, men rent retorisk drejer kronikken sig så tæt om det her café-besøg, at det ikke rigtig løfter sig ud over det til den generelle problemstilling.

Men er skærmtid kun af det onde? Er det ikke blot et nyt legetøj? Er det værre at børnene er dybt opslugte og "fraværende" (i betydningen at de ikke laver noget med forældrene), mens de sidder og tegner eller læser eller laver perleplader?

Jeg er da selv "skyldig" i at lade børnene få meget skærmtid om eftermiddagen. Og lørdag/søndag morgen er der fast tegnefilms-tilladelse fra de står op til 9-10-tiden, hvor vi står op.

Skærmtid træder jo ikke i stedet for samvær - skærmtid træder i stedet for anden leg. Hvis de ikke ser tegnefilm i stuen om eftermiddagen, så er de jo på børneværelset og bygger lego eller klæder sig ud.

Og jeg kan ikke se, hvordan den ene leg er bedre end den anden. Jeg er overbevist om at børnene lærer rigtig meget af at være tvunget til at deles om én iPad for at spille MineCraft, som de ikke kan lære, når de sidder med hver sin bunke legoklodser og bygge noget - hvor de også lærer noget andet.

"Men passiv skærm som tegnefilm..!" kan man indvende. Joh, måske. Omvendt så har vi haft utroligt mange gode snakke i familien med udgangspunkt i tegnefilmene på Disney Junior. Om hvordan man siger undskyld. Om hvordan man skal vaske hænder. Om hvorfor man skal genbruge. Om at man skal hjælpe hinanden.

Havde vi haft de snakke alligevel? Garanteret! Men gav det mere engagerede børn, fordi vi tog udgangspunkt i "som vi lige så i Specialagent Oso/Dr. MacStuffins/Mickeys Klubhus/osv, så..."? Ja, det tror jeg. Fordi det nu blev kommunikeret på flere måder.

Jeg er tilfreds med den måde, mine børn bruger skærme. Også selvom det er mange timer om dagen.

Der, hvor jeg er opmærksom, det er på MIN skærmtid. JEG skal ikke sidde med næsen i en iPad eller mobil, selvom de gør, for jeg skal være tilgængelig til at snakke om, hvad de laver og se deres resultater i dette eller hine spil.

Men det er jo en anden snak.