Elsker - elsker ikke

For nylig kom spørgsmålet op igen: Som bonusmor, elsker du så dine bonusbørn?

Det er et spørgsmål med mange facetter.

For det første er der ordet elsker. Det er et ord med meget individuel betydning. For nogen kan man kun elske sin kæreste og sine børn - for andre er forældre, søskende og nære venner inkluderet - for andre igen er hele storfamilien og kolleger med under en nuanceret betydning af 'elsker'. Nogen bruger 'holde af', hvor andre siger 'elsker'.

Hvis man bruger den snævre betydning, så er der ikke mange, der svarer ja til spørgsmålet om de elsker deres bonusbørn. Bruger man den bredere (nogen vil sige udvandede) betydning, så kommer ja'et hyppigere.

Min erfaring er, at der er meget, meget få bonusmødre, der fuldstændig ærligt kan sige, at de elsker deres bonusbørn som deres eget. Og endnu færre er disse, har egne børn, sådan at man tror dem.
(Det er irriterende at høre på, men der ER bare nogen ting, som man først forstår og ved, når man selv har børn, og den helt unikke kærlighed til sit barn er én af dem. Sorry.)

Der er vel som sådan ikke et problem i nogen som helst slags følelse, så længe man bare behandler alle mennesker - børn som voksne - som man kommer i nær kontakt med, med respekt og omsorg.

Problemet opstår, når omverden begynder at kræve, at man har bestemte følelser.

Jeg har været heldig med en fornuftig omgangskreds, der ikke mener, at jeg skal føle noget bestemt overfor mine bonusbørn. Så jeg har haft fred og ro til at sætte den etiket på, jeg foretrækker, og det er "elsker". Ikke som mine biologiske børn, men heller ikke som nogen andre børn, jeg er i kontakt med. De har deres egen unikke plads med deres egen unikke form for kærlighed.

Men jeg har hørt både raseri fra kvinder, der mener, at man skal elske de børn, man bliver bonusmor for, og raseri fra kvinder, der mener, at man lyver, hvis man påstår, man gør.

Tal om catch22.

Det kan være vanvittigt svært at sætte et ord på de følelser, man nærer overfor nogen. Hvornår går man fra at være glad for nogen til at være forelsket til at elske? Nogen gør det hurtigt, andre langsomt. Men består forskellen i deres følelser eller i deres sprogbrug?

Det er ikke til at sige, da vi ikke kan måle følelser.

Og er det så pisse vigtigt? Er det ikke mere interessant at se på, om man lytter til de bonusbørn, man får og møder deres behov for opmærksomhed, omsorg, rammer og irettesættelser? At man er lydhør over for deres behov. At man kan hygge og grine med dem. At man kan snakke med dem om såvel de små som de store ting. At man kan glædes over de gode ting og sige pyt til de dårlige. Hvad man så føler, er vel underordnet, hvis man uden at gøre vold på sig selv er i stand til at behandle sine medmennesker pænt - også når disse medmennesker er bonusbørn.