Jeg har hørt om en undersøgelse, hvor man tog forsøgspersonerne og satte halvdelen til at rende rundt med en blyant på tværs i munden, sådan at de blev tvunget til at smile, fordi mundvigene skubbes ud og lidt op. Den anden anden halvdel skulle rende rundt med blyanten som et sugerør - altså med sammenknebet hønserøvsmund.
De to grupper skulle lave forskellige opgaver, og så blev de bedt om at svare på hvordan deres humør var, og hvad de syntes om opgaverne.
Gruppen med det tvungne smil, var MARKANT gladere og mere positiv end hønserøvsgruppen.
Eneste forskel var deres mimik.
Se, dét finder jeg jo vældig interessant, fordi det underbygger min teori om, at en stor del af de problemer og udfordringer, vi har i vores liv - også i det sammenbragte cirkus - kan påvirkes af, hvordan vi vælger at tænke om tingene. Ikke alt, det siger jeg ikke. Men en del.
Jeg tror på, at hvis vi tvinger os selv til at "smile" ved at fokusere på det positive, så vil det være den følelse, vi får.
Hvis man tænker "Øv, nu kommer bonusbørnene, og så bliver min kæreste en helt anden og glemmer mig og mine behov", så er man ikke glad, når bonusbørnene kommer.
Hvis man derimod tænker "Så, nu kommer bonusbørnene, og min kæreste bliver helt ved siden af sig selv af glæde og begejstring over at have sine elskede børn hos sig", så kan man vende den om og se det som noget positivt.
Der er mange dameblade, der har råd til "Elsk din krop", der handler om, at man skal kigge sig i spejlet og sige "For jeg' for lækker!" indtil man har hjernevasket sig selv til at man faktisk tror på sig selv og føler sig lækker.
Hvorfor skulle samme råd ikke kunne gælde i andre forhold? Hvis man bliver ved med at gentage "Jeg holder rigtig meget af bonusbarnet", så vil man også begynde at holde af. Hvis man derimod fastholder sig selv i, at man ikke kan lide barnet, så vil man ikke kunne lide barnet.
Man skal ville succes for at få succes.
Det tror jeg på, og det lever jeg efter. Jeg ser problemerne og irritationsmomenterne, og jeg brokker mig over det, når jeg har behov. Men hvor det virkelig gælder - nemlig i min relation til bonusbørnene og i logistikken til at få hverdagen til at køre - så vælger jeg konsekvent at se det positive i enhver situation. Også selvom det nogen gange bliver temmelig søgt.
Når mit vækkeur ringer klokken 5:00 for at jeg kan nå et bad inden børnene skal vækkes 5:30, så jeg kan aflevere først små 6:30 og så køre med de store 6:45, så er det positive:
- at vi kan kigge efter måne og stjerner på vej til fods i institution med de små
- at jeg undgår myldretidstraffik
- at jeg får en hyggelig biltur, hvor jeg kan snakke med de store
- at jeg er tidligt på studiet og nemt får parkeringsplads
- at jeg kan forsvare at gå tidligt hjem og hente børnene tidligt
Og hvis jeg husker dét klokken alt-for-tidligt, så er det en god morgen. Når jeg glemmer det, så er det bare mørkt og surt, og jeg er træt, og det er for tidligt. Og så vrisser jeg af børnene, og de kvitterer med at mukke og klynke og hyle.
Hvad jeg giver ud i indstilling og attitude kommer tilbage.
Så jeg vil tage blyanten på tværs og nyde, at det liv, jeg har, giver mig mulighed for at vokse og udvikle mig på områder og i retninger, som jeg sætter pris på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar