Uhåndterbar sorg

Vi har tilsammen fire dejlige børn. Som elsker hinanden og har stor glæde af hinanden.

Vi har ét børneværelse til alle fire. Det fungerer nu, men der går ikke mange år, før det ikke er en god idé mere.

Vi skal derfor have forbedret vores økonomi og få mere plads.

Det kræver, at jeg bliver færdig med mit speciale og får et job.

Og det arbejder jeg jo også flittigt på. Ligesom Den Kloge mand arbejder på at forbedre sin stilling.

Alt i alt, så skal vi ikke have flere børn nu.

Men det er en beslutning, der gør pisseondt på mig.

Vores begges holdning er, at vi gerne vil have børnene tæt, så de får størst mulig glæde af hinanden. Der er under to år mellem de to fælles, og det er bare så fint.
Skulle vi have en mere, skulle jeg derfor blive gravid nu.

Men der har vi som sagt ikke økonomi til - og vi har heller ikke overskud og energi og timer nok i døgnet til det.

Så vi skal ikke.

Og stille og roligt pakker jeg babytingene væk.

Forleden var det sutteflaskerne. Yngsten har brugt dem til at drikke vand af om natten eller til mælk ved sygdom. Men nu er han gået over til drikkedunk om natten, så sutteflaskerne blev ikke brugt mere.

Jeg græd, da jeg pakkede dem væk.

Fordi en del af mig slet, slet ikke kan bære tanken om at jeg aldrig mere skal være gravid og amme. Alt ubehag og smerter til trods, så er det det mest vidunderlige, jeg nogensinde har oplevet. Og jeg kommer aldrig til at opleve det igen.

Det gør ondt og smerter.

Den Kloge Mand forsøger at trøste, og sige, at det bare ikke kan være nu, men må være senere, når vi bor bedre med mere plads og mindre transporttid af børn (altså flytter tæt på biomor).
Men vi ved begge, at når vi er dér, så er vi for gamle til en ny runde.

Så jeg spiser troligt min p-pille hver aften, mens en del af mig ønsker, at de ikke virker. Eller at jeg var typen, der kunne finde på at snyde med pillerne.
Ingen af delene virker særlig sandsynligt...

Så jeg må vænne mig til at være trist, formoder jeg. Indtil jeg heler.