I weekenden var der en artikel i Information om det at være sted/pap/bonusmor. Den beskriver meget godt den krise, der er, ved at man ikke synes at kærestens børn er lækre.
I bund og grund, så er ALLE børn ulækre på forskellig måde i forskellige aldre. Når det er børn, man nærer en umiddelbar kærlighed for, så overser man det dog nemt, og generes ikke af barnets ulækkerhed, men mere af det besvær, man får: Når ens egen datter vælter mælken ud over bordet, så irriteres man over at skulle tørre op og skifte sit våde tøj, men når det er andres børn, så bliver man irriteret over at de er så klodsede.
Problemet er så, hvis man skal leve sit liv med nogen børn, man synes er grænseoverskridende, og at man ikke får lov til at sætte grænser, fordi "man er den voksne".
Og det er man også, og visse ting kan man ikke ændre, synes jeg. Men det må være muligt at snakke om det og finde en løsning for alle parter.
For eksempel det med børn i sengen: Hvis børnene er vant til at komme ind til Far ved mareridt og blive trøstet og trygge igen, så nytter det ikke at nægte dem det. Det skaber kun konflikt. Men har man det som ny kvinde i huset dårligt med det, så er det ens ret at sige det. Og så skal de voksne finde en brugbar løsning. Om det er, at Far ligger i midten, når der er børn i sengen, sådan at bonusmor og -børn ikke skal flette tæer, eller om Far skal tage en madras ind på gulvet i børneværelset, eller noget tredje, det er underordnet. Pointen er, at FAR og BØRN har ret til at putte sammen i sengen, OG at BONUSMOR har ret til at undgå det.
Det burde være logik for burhøns, for hvordan skal en familie kunne trives, hvis én af de voksne i så høj grad skal tilsidesætte sig selv og sit væsen?
Alligevel tyder meget på, at det ikke er logik. At der er mange, der ikke forstår de følelser og konflikter, der opstår i en sammenbragt familie.
For efter artiklen blev bragt, er der på to dage kommet over 70 nye medlemmer i Bonusmor-gruppen på Facebook. Normalt kommer der en-to om dagen. Der går åbenbart mange kvinder rundt med et stort behov for forståelse og støtte, som de ikke kan få fra deres nærmeste netværk.
Hvor er det tragisk!
Og mange af de her kvinder tør ikke sige det højt. De tør ikke dele artiklen på deres Facebook-væg, fordi de er bange for omgivelsernes reaktioner.
Søren Fauli var i Mads&Monopolet for nylig, hvor en kvinde skrev ind omkring noget med ferie for hende, hendes børn, hendes kæreste og kærestens børn. Hun skrev, at hun "elskede sine papbørn ligesom sine egne". Fauli (der er delefar med ny kone) sagde "Vel gør hun ej - og det er helt okay!" HAN har forstået noget af den kompleksitet, der er i at være "anden kone". Og han udbreder budskabet.
Men problemet er, at der åbenbart ikke er så mange, der lytter. For ellers ville der ikke være så stort behov for bonusmødregrupper på såvel nettet som i det virkelige liv.
Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at alle i sammenbragte familier TØR åbne munden og sige højt, at det faktisk kan være svært. Og blive ved med at sige det, til alle forstår, at "svært" ikke er det samme som at sige "jeg behandler min mands børn som om de var Askepot".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar